© 2008 

www.lommeulken.dk


Login

Brugernavn:

Password:

Husk mig?
log ind

















Store bidedagsferie



Havørred Kysten på 0 kg. og 44 cm. fanget af Nicki Eriksen

Beretning
For et år siden var jeg nyt medlem af Lommeulken og min fiskekarriere strækkede sig over cirka et halvt år. Jeg tog en store bededagstur til kysten sammen med en kammerat, og fik min første havørred nogensinde. Det vil sige, jeg fik 3, stor oplevelse. Den sæson fik jeg under 10 havørreder sammenlagt, og kun 1 over mål, men var meget tilfreds, da min målsætning var at fange bare en over mål.

I år var jeg også på fiskeri i store bededagsferien. Denne gang skulle det blive første gang jeg tog en fisk på min nye stang, første gang jeg fik mere end 1 fisk over målet på en dag og første gang jeg så fisk jage og tage mit blink. Faktisk også første gang jeg så en kvinde i cowboyhat og waders...

Fredag tog jeg Lars og Mikkel med i bilen til Djursland. Mikkel var guide, og viste pladser her og der imens vi kørte rundt. Vi endte med at fiske 2 steder, hvor vi fandt fisk det andet. Trods fjord til fjord cup havde vi pladsen for os selv, og jeg tog min fisk nummer 2 med hjem i år.

Lørdag aften bød på Brasensats, hvorefter jeg kørte bilen til Kysing Strand og sov i den. Klokken 20 over 5 stod solen så småt op over den isdækkede Peugeot, og jeg var i den grad første mand ved vandet. Jeg havde ikke den store tiltro til pladsen, men da Tue havde proklameret tømmermænd, og at han var klar fra lidt i middag, måtte jeg holde mig nær Århus fra morgenen. Fiskede hele strækket fra stranden til næsset. Vandet var spritklart og rørte sig ikke. Fik kun en enkelt pipper, selvom jeg er ret sikker på mit blink fiskede både 1 og 2 tangbælte i de fleste kast. På vej hjem til bilen mødte jeg næsten 10 fiskere. Fjord til fjord cuppen havde i den grad lokket fiskere af alle slags til vandet (jvf kvinden i waders og cowboyhat). Ingen havde fisk at fremvise.

Som en anden Lazarus rejste Tue sig fra sit leje ved middagstid, og vi satte kursen mod Djursland, og en af de pladser Mikkel havde anvist om fredagen. Provianten blev skaffet i Netto, og snart var vi flyvende. Ved vandet så det hele straks mere interessant ud end om morgenen. Vinden var skråt ind på pladsen, og Tue fandt sin stang frem til 5-15 gram eller et eller andet i den stil. "Det kommer du til at fortryde din fjordreje" tænkte jeg ved mig selv, men imens jeg var lam til at få rigget til tog fjordrejen sin første fisk for næsen af mig. Årene i Aabenraa fjord havde åbenbart skabt et UL-monster. Den næste halvanden 2 timer havde vi et forrygende fiskeri, med masser af interesserede fisk. Derefter blev det stille en tid, hvor vi fik snakket lidt med en forbipasserende fisker, som hjemmevandt satte sig i græsset mellem Tue og mig, og snakkede en 10 minutter. Hyggelig fyr. Han fiskede med 0.18 nylon, og 5 grams blink, og påstod han aldrig havde knækket linen på en fisk eller var blevet spolet...

Efter pausen fiskede vi det første stykke af igen, og jeg tog dagens sidste fisk. Fed dag ved vandet med Tue.

Således kan jeg nu gøre status på hvad, der har udviklet sig i mit fiskeri det seneste år. Jeg har klar fået mere styr på sagerne, og endnu mere mod på fiskeriet. Samtidig står det klart at jeg under ingen omstændigheder var nået så vidt uden mit medlemskab i Lommeulken. Stangen jeg har købt lånte Morten Svarrer mig en udgave af på turen til Horsens. Det er blandt andre ham som har givet mig input til indspinningshastighed, og hvor man skal fiske. Mikkel har vist mig steder på Djursland som jeg aldrig selv var stødt på. Lars, Laurits og Tue har meldt sig klar på at forene kræfterne på div. fisketure, hvilket har sikret jeg selv kom afsted. Allan har givet mig tonsvis af tips til ferskvandfiskeriet. Listen bliver ved, og bliver kun længere over de næste år regner jeg med. Billedet af de 4 fisk er således ikke så meget en tilmelding af en havørred på 44 cm, som ikke engang giver mig point i konkurrencen, selvom jeg er stolt af fisken. Billedet er et, som aldrig var blevet taget hvis jeg ikke havde meldt mig ind i Ulken, og hvis folk ikke havde taget så godt imod mig som de har. Jeg ser frem til endnu et godt år, siger tak til alle, og håber at se jer ved vandet.

-Nicki

30-4-2013
Kasper Stengaard Sørensen | ks_connection@hotmail.com
Herlig rapport!
1-5-2013 19:46:59
Laurits Therkildsen | the_hunter_maniac@hotmail.com
Rigtig dejlig rapport, Nicki!

Jeg må ligesom Allan sige, at jeg virkelig har nydt din entusiasme og usminkede lystfiskerglæde når heldet har været med os på vores ture sammen! Det er en fornøjelse at være vidne til, og en dejlig påmindelse om hvorfor jeg selv er lystfisker!
30-4-2013 19:29:32
Laurits Therkildsen | the_hunter_maniac@hotmail.com
.
30-4-2013 19:29:17
Allan Mathiasen | fiskerallan@hotmail.com
Bidraget til foreningen den anden vej er da vist heller ikke til at tage fejl af - Entusiasmen smitter, når der løbes til og fra fiskepladserne iklædt neopenwaders, og når hjemmesiden beriges med rapporter fulde af sprudlende fangerglæde og finurlige formuleringer :)
30-4-2013 15:33:18
Henrik Dalby Ravn | ravnenravn@hotmail.com
Super rapport, Nicki. Tillykke med den gode fangst:)
Det kan jo kun fortsætte med at gå fremad med det gåpåmod!
30-4-2013 15:17:33
Thomas Mosgaard | t.mosgaard@hotmail.com
Pisse god rapport, Nicki.

To spørgsmål melder sig: hvor er billedet af pigen i waders og cowboyhat og havde hun andet på udover waders og hat?
30-4-2013 14:29:36
Jonas Rasmussen | jribergaard@gmail.com
Dejlig rapport som på bedste vis fremviser formålet med vor lille forening!

Hvis du fortsætter i samme stil, bliver det overordentlig spændende at se hvad de kommende år så vil bringe fra din hånd...!" ;o)
30-4-2013 11:34:38