© 2008 

www.lommeulken.dk


Login

Brugernavn:

Password:

Husk mig?
log ind

















Årets gang i Lommeulken


Endnu et år er gået i Lommeulken og det er tid til en lille beretning om den forgangne sæson.

året startede som bekendt med lang tids isdække, hvilket gav anledning til den første nogensinde Lommeulke-isfisketur. Fangsterne var ikke store, men en god portion mindre aborrer og en enkelt mindre gedde måtte en tur op i lyset.
Sidenhen blev det tid til geddefiskeriet, hvor Bjarke bl.a. fangede en super fisk på 9,3 kg flue på en ulketur til Gudenåen. Ud over gedderne fangede Kasper Bjerre desuden et par nedfaldslaks som bigevinster under geddefiskeriet.

Forårets kystfiskeri bød ikke på det store i det kolde vand, men de få som var heldige at finde fiskene blev dog belønnet, og CK fik bl.a. nogle rigtig flotte fisk i århus bugten - toppet med en spejlblank skønhed på 4 kg.
Laksepremieren ved de vestjydske åer er normalt ikke noget vi i Lommeulken får meget slim på fingrene af, men i år lykkedes det Tommy at fange en fantastisk fisk på 8,2 kg i Varde å i april. En fisk der desuden vandt titlen som årets fangst på generalforsamlingen.

Forårs kysweekenden plejer omvendt at kaste pænt med fisk af sig. Men i år skulle der og arbejdes for dem, og efter 2 dages intenst fiskeri kunne det kun lige akkurat lade sig gøre at skaffe aftensmad til de fremmødte ulke. Til gengæld var der godt med øl og hygge i hytten samt stor glæde af de første spæde solstråler efter den lange vinter.
Da kysten ikke spillede blev der i forårsmånederne til gengæld fanget en stribe flotte medefisk i form af skrubber, sudere, skaller og karper inden hornfiskene indtog kysterne og forsiden på vores hjemmeside. Torskefiskeriet langs med molerne har desuden fået en renæssance og kastede flere fine fisk af sig igennem forår og sommer. Specielt Torben har luret teknikken og hevet nogle rigtig flotte fisk på jig langs med stenmolerne.
Havørredfiskeriet i åerne var også længe om at komme i gang i år, men de sommermånederne bød i stedet på makreller på vestkysten, karper i sommervarmen og fine fladfisk fra østkysten. Det lykkedes også Rasmus Bro at overliste en af de grå skygger der lister rundt langs bolværkerne - en fantastisk multe på 4,5 kg!

Da vandet så kom fra oven i slutningen af august var der lagt op til intenst fiskeri i mange åer, og sølvblanke sider blandede sig med fangsterne af suder, karper, rudskaller og de første sandfisk fra diverse ferske vande. De kraftige regnskyl satte desuden gang i opgangen af smålaks i de vestjyske åer, og i hvert fald fire ulke vil nok sent glemme ulketuren til Skjern å på dagen hvor åen var i sit gavmilde hjørne. 4 laks til lige så mange fiskere og desuden en enkelt mistet fisk var det flotte resultat efter en dag ved åen. Og minsanten om ikke Torben fuldendte værket nogle dage senere med endnu en flot laks på 89 cm fra Skjern mens Kasper Bjerre siden fik en på 74 cm. På den måde blev ulkenes lakseliste fyldt ud for første gang nogensinde!

årets efterårs kystweekend gik desværre i vasken pga. misforståelser mellem arrangørerne, men de ulke som alligevel listede til kysten i sensommeren blev ofte belønnet med fightglade makreller og den enkelte strejfende ørred. I de ferske vande var der dog stadig fint med nap i medefiskene, mens også sandart, aborre og fine gedder begyndte at melde sig på listerne igen.

årets store mangelvare har været bækørreder og stallinger som formentlig har haft en særdeles hård vinter med de mange skarver der har søgt føde i vores vandløb. Lad os håbe at de kan komme tilbage til de kommende sæsoner. Til gengæld kan vi glæde os over at torskene er på vej tilbage ved kysterne.

D. 8/12 afholdte vi vores årlige generalforsamling.
21 friske ulke var mødt op til en hyggelig aften med de traditionsrige gule ærter og den efterfølgende generalforsamling.

Aftenen forløb planmæssigt, og den generelle stemning var, at det går godt i foreningen, så der ikke er brug for de store ændringer til det kommende år. Aftenens hovedoverskrifter kan stilles op således:

1. Det forløbne års ture er blevet afholdt med gode resultater. Der har været pæn opbakning, og der er blevet fanget mange flotte fisk på turene. Der blev stillet forslag til flere spændende ture og arrangementer i det kommende år.
2. Kontigentet stiger med 15 kr til næste år for at dække en tilsvarende stigning i kontigentet til DSF. Medlemskabet 2011 kommer derfor til at koste 440 kr.
3. Der var heller ikke i år stemning for at lave større investeringer af vores formue, men det blev vedtaget at der kan gives større tilskud til ture og arrangementer i fremtiden.
4. Bestyrelsen fortsætter til næste år uændret. Dog er Jakob Thyrring blevet inkluderet i bestyrelsen som kandidat til at overtage formandsposten fra 2012.
5. Daniel Lindvig og Bjarke Dehli er valgt ind til det nyoprettede vandplejeudvalg. De skal primært skabe samarbejde mellem Lommeulken, kommunen og de øvrige sammenslutninger der arbejder med vandpleje i vores område, samt være de bærende kræfter til at arrangere eventuelle restaureringsprojekter for Lommeulken.
6. årets ulkekonkurrence blev vundet af Bjarke Dehli
7. årets ulk blev Bjarke Dehli for en god indsats for foreningen og arbejdet med vores vandplejearbejde.
8. årets torsk blev delt af Jakob Madsen og Kasper Bjerre for at få efterårets kystweekend til at løbe ud i sandet.
9. årets fangst: Tommys laks på 8,2 kg fra Varde.

Tak for et godt møde til de fremmødte!

Sidste information er, at vi i forventningen om endnu en isvinter i bestyrelsen har valgt at indkøbe et isbor inden de igen bliver udsolgt i hele landet. Så hvis isen bliver tyk nok til at bære, kan der forhåbentlig snart lånes et isbor ved at tage kontakt til en fra bestyrelsen.
Så på bestyrelsens vegne vil jeg gerne sige tak for denne sæson, og ønske at den kommende sæson giver godt med slim på fingrene og god tilslutning til Lommeulkens arrangementer!

Knæk og bræk!
/Jonas Rasmussen, (stadig) formand



16-12-2010
Bjarke Dehli | bjarkedehli@hotmail.com
Når man læser årsberetningen samt kigger på listerne for de forskellige arter i konkurrencen kan man jo kun blive imponeret og glad over at vi nok er en af de foreninger i Danmark der fisker bredest, og vel at mærke gør det godt!

Glæder mig allerede til at se aktivitetsprogrammet for 2011 samt at følge med i hvad folk får hevet op af suppen i det nye år.

Godt arbejde Hr. Formand og øvrige lommeulke ;-)
17-12-2010 8:07:50
Martin Broch-Lips | martin_broch_lips@hotmail.com
En fantastisk beretning Jonas!

Så kan bare glæde os til at isen holder og nye fangster bliver tilmeldt den nye konkurrence!

Martin
16-12-2010 12:34:46