Vinterfisk

Vinteren synger umiskendeligt på sidste vers og et blik på morgendagens vejrudsigt bekræftede det som de fleste danskere ,og vel især kystfiskere har ventet på med længsel; Foråret er på vej!

Vandtemperaturene er stadig helt i bund og på vej mod fjorden med Daniel og Søren sås stadig is hist og her. En af de vigtigste egenskaber man som kystfisker må besidde er utvivlsomt en grundlæggende optimisme. Uden tro på tingene kommer man alt for mange vegne, fisker alt for ukoncentreret og tager alle de forkerte beslutninger når nålene i høstakken skal findes. I løbet af dagens køretur mod den første fiskeplads fik vi snakket hinanden op til, at forholdene da så super ud. Nøgtern set kunne man have valgt at fokusere på, at vandet stadig var omkring 1 grad koldt, knap en vind rørte sig og vandet lå blik hen mens sigtbarheden lignede noget fra en Newzealandsk spring creek. Desuden havde Søren et par dage forinden fisket samme område uden resultat. I stedet blev vi enige om, at solen da måtte varme det kystnære vand lidt op, at isens nylige brud måtte have sat gang i havørrederne og at der måske havde været en sværmning af børsteorm i løbet af natten.

Første plads sker der intet.

Anden plads sker det intet.

Tredje plads deler vi os op.

Søren og Daniel vil gerne langt til venstre og fiske inde i bunden af en lille vig. Jeg vil gerne dødsvade i håbet om at nå det mørke bælte langt ude i fjorden. Rammer man en sværmning på denne plads skal havørrederne nok være der. Vandstanden er alt for høj i dag og jeg kan ikke nå derud. Jeg hører ikke noget fra de andre og beslutter at forsøge noget nyt. Jeg vader i land og går ind i bunden af en vig, et sted jeg ikke tidligere har fisket. Det ser fedt ud, men pladsen er sådan en plads der kun holder fisk når vandet er lidt varmere og fødeemnerne kan findes i større mængder. I dag er ikke sådan en dag. Tiden går og der er stadig intet nyt fra de andre, så et større rev bliver erobret.

Vandet står næsten stille nu og der et helt havblik, det må være tæt på højvandsskiftet. Jeg holder mig på toppen af revet og fisker ud over den stejle kant. For enden af linen sidder en pattegris. Jeg fisker dybt. Fluen ser voldsom ud når den kommer pulserende op fra dybet. Halvdelen af revet fiskes af uden resultat. Et opkald fra Daniel bringer gode nyheder. De har fundet fisk, men desværre ikke formået at lande nogle endnu. Optimismen bliver boostet og gennem mit hoved farer drømme om de store stimer af blankfisk vi fandt lige inden isen lukkede det hele. Vandet var ikke varmere dengang end nu, så selvfølgelig kan historien gentage sig. Jeg tror på det og drømmer videre mens fluen lægges ud, synker og trækkes ind igen, lægges ud, synker og trækkes ind.

Jeg har slet ikke set den komme. Ud af ingenting står nu en stor havørred for fødderne af mig. Den må være fulgt med længere ude fra og her på den stejle kant kan den ikke vente længere. Havørreden gør udfald mod fluen der uforvarende står stille inden sidste etape mod toppen af revet. Det hele går meget hurtigt og inden jeg får reageret svømmer havørreden stille og roligt ud i dybet igen.

Det var ikke nogen nedfaldsfisk, den var bred over ryggen og blank som kun vinterfisk kan være det. Mit hjerte hamrer pludseligt derudaf. Jeg tager et kort kast, tager fluen hurtigt ind. Overvejer at skifte flue. Tager et nyt kast. Et kast mere, ingenting. Kaster igen, en stor hvirvel afslører fisken ti meter foran mig, Skræmte jeg den? Eller var den efter fluen igen? Overvejer at skifte flue igen. Tager et nyt kast, lader fluen synke. Trækker roligt ind.

Scenariet gentager sig i dagens sidste kast. Denne gang ser jeg den store fisk på længere afstand. Den kommer roligt glidende bag fluen. Laver præcis det samme udfald da jeg stopper indtagningen. Jeg bevæger mig ikke. Tiden står helt stille. Fisken vender ud mod dybet igen. Jeg rejser stangen og fisken snurrer forvirret rundt, kaster sig halvt fri af vandet og fortsætter så ud mod dybt vand. Snart er alt løsline væk og bremsen giver genlyd over den tavse fjord. Af en eller anden grund fisker jeg mobilen frem og ringer til Daniel. Han tager den ikke, ved heller ikke hvad jeg ville sig til ham. "Hej, det er mig. Jeg har lige kroget en blank fisk over 60 cm. Den har lige taget et langt udløb og er stadig på krogen". Fisk kan få lystfiskere til at gøre de særeste ting.

Fisken er stærk. Hver gang den kommer ind og ser revet eller mig stikker den af igen. Sådan går der vel ti minutter inden mælkesyren begynder at virke og udløbene går over i rulninger og boren på det dybe vand. Første gang den er inde prøver jeg at gribe den om nakken. Mine fingre er for stive og fisken er for stor. Næste gang tager jeg fat i halen. Holder godt fast og får den bakset op i linekurven. Jeg læner mig ind over fisken, så den er fanget mellem min krop og linekurven. Ringer til Daniel, han tager den ,tror ikke rigtig på mig men kan høre på min stemme at den nok er god nok. Jeg vakler i land, foroverbøjet med den levende fisk i linekurven. Den er knap 70 cm og lynende blank. Bliver enig med mig selv om, at det er den flotteste havørred jeg nogensinde har fanget.

Tager lidt billeder da jeg igen mødes med de andre. Daniel har et møde så vi bliver nødt til at skynde os. Næste vinter vil jeg tage ud på pladsen igen. Måske kan jeg fange en oplevelse der er ligeså stor.