Flue vs Spin

I vinters da vi drøftede målene for 2024 kom jeg til at proklamere at jeg ville vinde ulkekonkurrencen med fisk fanget på flue. Det har ikke været en let sag at fange nogle af de lidt utraditionelle fluefisk. Jeg har brugt en del timer på Vestkysten efter pighvar men det er ikke lykkedes mig at knække koden. Hver gang jeg kyler ud mod vest så tager brændingen flue og line og kyler det hele op på land. Det er kun blevet til en enkelt skrubbe på 36 cm.
I denne uge valgte jeg at opgive projektet og satse på bækørrederne da majfluerne er gået på vingerne. Majfluefiskeriet er helt fantastisk - det er let, lækkert og bekymringsfrit. At man går og observere vandløbet og omgivelserne giver en dyb indre ro.
På sæsonens første tur finder jeg en større fisk der står og tager majfluer i overfladen. Det er tydeligt at det er en større fisk da der er en rum tid mellem at fiskens hoved bryder overfladen og så at halen følger efter. Jeg får mig sneget ind på fisken og får bekræftet at det er majfluer den spiser. Samtidig får jeg tjekket hvordan strømmen er så jeg kan tilpasse kastet så fluen driver uden modstand ned til fisken. Første kast lander perfekt men intet sker og fisken stopper med at tage føde til sig. Jeg sidder et kvarter og venter men den viser sig ikke igen.
Jeg går videre op ad åen og igen finder jeg en stor fisk der “head and tail’er”. Jeg kaster ud til den men den tager ikke flue. Hver gang jeg kaster ud så jeg tror jeg ligger perfekt så begynder fisken at tage føde til sig 3-5 meter længere opstrøms. Fisken svømmer simpelthen opstrøms imens den plukker majfluer fra overfladen. Det er umuligt for mig at regne ud hvor den kommer op. Efter at jeg har fulgt den 50 mater opstrøms og kastet til den 10-20 gange så sender jeg et kast 5-7 meter forbi hvor jeg sidst så fisken. Fluen driver nedstrøms og fisken inhalerer den. Jeg har lært af en tidligere studie-kammerat at når ørreden tager tørfluen skal man sige “god save the queen” og så sætte krogen. Som sagt så gjort, fisken får tid til at vende med fluen og jeg giver modhug. Da fisken mærker krogen går den amok og vandoverfladen eksploderer. Fisken drøner op og ned af åen og borer i grøden imens at jeg løber rundt og skriger som en stukken gris. Efter 5 minutter på den måde får jeg den smukkeste ørred i nettet. Fisken er gudesmuk og måler 45 cm - hvilket er en tangering af min tidligere tørflue-pr.
Jeg får taget lidt billeder af fisken inden den ryger ud igen. Jeg fik nogle billeder hvor jeg prøver at se cool ud men dette billeder viser bedst hvordan jeg havde det med den fangst.
Hjemturen gik helt forfærdentligt. Jeg havde så meget adrenalin i kroppen at jeg næsten ikke kunne træde på bilens pedaler.

Alle bækørreder er fantastiske skabninger og alle fangster der giver glæde er fantastiske men for mig er en ørred på tørflue en af de bedste oplevelser her i livet. Se at komme ud til åen. Det er nu at majfluerne sværmer.

Jeg vinder lommeulkekonkurrencen med fluestangen i år - så I skal tage jer sammen hvis I skal have en chance.